skip to Main Content

Fru Streret, er det dig?

Hvis du er i fertilitetsbehandling og måske har været det længe, så kan du genkende titlen og har måske følt, at det var dig der lagde navn til. Er du også blevet mødt med manglende forståelse for dybden af, ikke bare din frustration, men også den sorg og håbløshed der kan følge med, så er du ikke alene.

For de fleste af de kvinder jeg har behandlet gennem årene, har det ikke kun handlet om, hvad andre har kunnet forstå om deres situation, men i lige så høj grad deres egen accept af, at det er en svær tid at skulle igennem. Specielt når man ikke ved hvor lang tid det kommer til at vare og hvor mange behandlinger der skal til, kan det føles ret meget op af bakke.

I sagens natur går der jo mindst en måned imellem, at man kan tjekke om man er gravid og det gælder dem der prøver selv. For dem der er i et behandlingsforløb, går der længere tid. Man sætter sig op i en følelsesmæssig rutsjebane, når man stiger på fertilitetstoget. Antallet af op- og nedture er uforudsigeligt og det kan være svært at stige af toget, når man først sidder der. For hvor mange æg er det lige, der er gået til grunde i hver cyklus, når man er på den anden side af de 35? Kan jeg nå det, hvis jeg holder en pause? Er det ikke bare bedst, at hænge på?

Så mange hænger i, på trods af, at sindet skriger på en pause. Der prøves igen og igen, selvom det af og til føles som at være en edderkop, der er filtret ind i sit eget spin.

Problemet er, hvad filan gør man ved det?

Alt efter hvem man er, kan lysten til at dele sine tanker være meget forskellig. Nogle synes, det er lettest at fortælle om det, og andre vil hellere gå med det selv, for ikke at blive passet op ved kaffemaskinen på arbejdet af (velmenende) kolleger, der lige vil høre hvordan det går. For det er sindssygt hårdt at blive ved med at sige, nej – det gik heller ikke denne gang.

Hele synsfeltet er fyldt ud, væg til væg, med scanninger, medicin, samtaler og – hvad skal jeg nu sige til kollegerne, at jeg skal denne gang, når jeg går fra arbejdet kl. 14:10, – igen.

Jeg har 2 ting jeg plejer at anbefale mine fertilitetskvinder.

Den ene er at lade noget andet fylde. Du har kun ét synsfelt og hvis noget andet fylder, så har udeblevne graviditeter og fertilitetsbehandlinger ganske simpelt ikke så meget plads at boltre sig på. Kig din partner i øjnene og genopdag noget af det I fandt sammen om i sin tid. Hvis du ikke har en partner, så hiv fat et par gode veninder. Gå til dans eller sang, få noget glæde ind i synsfeltet, det er meget svært at undgå glæde, når der er musik involveret. Det kan også være en fælles interesse der støves af og finder vej ind i jeres liv igen. Søg nærheden og dermed en fælles indgang, også til det der er svært. Noget af det vigtigste i processen, kan være at mærke ro, selvom det der er svært, fylder rigtig meget.

Kodeordet er nydelse. Nydelse og berøring skaber oxytocin, vores kærlighedshormon. Det hjælper os til at skabe nære relationer og vi producerer det ved nærhed, latter, samvær og når vi elsker. Samtidig hæmmer det forhøjede kortisolniveauer og netop derfor er nydelse vigtig, når vi er stressede og frustrerede. Lav alt det du forbinder med ro og blødhed, yinyoga, et varmt bad, kram og meditation. Giv dig selv plads til at nyde og gerne sammen med din partner.

Den anden ting er meditation. Det at finde ro, i en mere eller mindre kaotisk situation, kan være noget af en opgave, men den er vigtig. Dit nervesystem er på arbejde, når du er frustreret og rastløs og har mange tanker. Det er så nemt for andre at sige, at du bare skal lade være med at tænke på det. Mange tror, fejlagtigt, at meditation handler om at tømme hovedet for tanker, men det at betragte sine tanker og lade dem flyde videre, er mere realistisk. Tankerne holder jo ikke op med at eksistere, det kan ikke lade sig gøre, men du kan ændre hvor meget de påvirker dig.

Øvelse: Sæt dig behageligt, eventuelt med lidt støtte i ryggen, men vær oprejst og opmærksom. Luk dine øjne og træk vejret dybt og roligt nogle gange. Når du er afslappet, skal dit åndedræt finde et naturligt dybt leje hvor du ikke tænker over rytmen, men bare lader din vejrtrækning passe sig selv. Med lukket mund trækker du vejret gennem næsen og holder din opmærksomhed på følelsen i dine næsebor, det er der, du skal have dit fokus. Når der indfinder sig tanker om din fertilitetsbehandling eller andet, så forestil dig, at du betragter tankerne som fisk i et akvarie.

Du ved hvordan vandet ville føles mod dine fingre og du ved, hvordan en fisk spræller og hvordan den bevæger sig, når den glider gennem vandet.

Men du kan ikke mærke det, for det foregår henne i akvariet. Det er på afstand.

Det samme er de tanker og de følelser det rejser. De er på afstand og du kan stille og roligt, fra din afslappede position, betragte dem når de glider videre i vandet og ud af dit synsfelt. Bliv siddende lidt endnu, brug 10-15 minutter, hvis du kan. Hvis ikke, så lav din meditation kortere, men lav den og giv dit nervesystem en pause. Tag den ro det giver dig, med videre i din dag og forsøg at blive nede i det gear og oplev, at du er mere i ro og mere rolig i det der sker.

Jeg håber du kan bruge mine råd om ro og glæde, som en aktiv del af dit liv, og at det må give dig et pusterum.

Back To Top