Skip to content

Speciale i Fertilitet

Graviditet og Barnløshed

Speciale i fertilitet, graviditet og barnløshed.

Det er mit speciale og store interesse at arbejde med fertilitet, graviditet og barnløshed inden for akupunktur og zoneterapi.

Det felt har altid tiltrukket mig. Den forandring vi kvinder gennemgår, når vi kommer i kontakt med vores kraft, vores biologi og den dybe drift det er, at ville have børn, er for mange en kilde til en indre ild. Min egen oplevelse af den forandring var, at min måde at være i verden på, for altid blev dybere.

Selvom jeg også kan føle uro, angst og magtesløshed overfor mange ting i verden, har jeg et sted inde i dybet af mit rodnet, hvor jeg er hjemme og godt tilpas.

Det er et sted, hvor jeg kan hvile mig i et indre billede af, at tænde et bål, passe min ild og lade frygten danse sig træt. Det er et sted hvor jeg kan lægge afstand til alt det, der ellers tager min opmærksomhed.

Uanset hvordan du føler dig tilpas i verden, om det jeg skriver er genkedeligt, eller om det er nyt for dig, så er du velkommen. Jeg forsøger gennem min ro, at tilbyde en mulighed for, at du kan læne dig ind i min energi for en stund, i en tid der måske kan føles svær.

Med ro, indsigt og omsorg, små fif og mere end 30 års erfaring som behandler, giver jeg dig en individuel behandling. Uanset om du er i fertilitetsbehandling eller prøver at blive gravid selv, får du en behandling der er tilpasset dig.

Jeg er født i 1965, mor til Bjørn fra 2000 og “papmor” til Frederik og Kristoffer fra 1989 og 1991.

Hvor

Jeg har arbejdet som behandler i København siden 1994, kun afbrudt af barselsorlov og har siden 2019 været hos Family Zoo på Østerbro i Classensgade 11 E.

Det er et klinikfællesskab hvor alle arbejder med kvinder, graviditet, parforhold og familiedannelse på den ene eller anden måde. familyzoo.dk

Uddannelse

Jeg er uddannet akupunktør og zoneterapeut og har undervist i zoneterapi siden 1996, først  hos Naturmedicinsk Kursuscenter og siden hos AtWork.

Jeg er Registreret Alternativ Behandler, RAB, det betyder at du har mulighed for at få tilskud fra sygeforsikringen ”Danmark” og bruge din sundhedsforsikring.

Min eksamen i zoneterapi tog jeg fra Naturmedicinsk Kursuscenter i december 1995. I april 1996 startede jeg mit firma, og åbnede klinik senere samme år. I sommeren 1996 startede jeg som underviser hos Naturmedicinsk Kursuscenter og uddannede mit første hold zoneterapi-elever.

Min 3-årige uddannelse i akupunktur begyndte i 1998 på Skolen for Traditionel Kinesisk Medicin og Akupunktur. I marts 2001 blev jeg færdig som akupunktør. Derefter tog jeg overbygning i gynækologi og obstetrik for akupunktører ved læge og akupunktør Elsebeth Lægaard i 2004.

Jeg deltager løbende i efteruddannelseskurser, bl.a. zoneterapi, akupunktur, gynækologi, fertilitet og fødselslære. Jeg har selv afholdt efteruddannelseskurser i mit speciale for andre zoneterapeuter.

Udover at være akupunktør og zoneterapeut blev jeg uddannet massør i 1994, ansigtszoneterapeut i 2001.

I 2019 blev jeg yinyogalærer hos Anne Goncalves og tog senere yoganidra kursus.

Kjærligst Lone.

 

ps. Hvis der opstår jordemoderfaglige spørgsmål, når du går til behandling hos mig, har jeg skønne kolleger i huset der er jordemødre. Vi kan altid spørge Anne og Anna fra jordemodertid.dk og ellers fanger vi en af de andre jordemødre.

Akupunktør og zoneterapeut Lone Simonsen.

Fra Inge

Kære kære Lone. Da jeg cyklede fra dig, var det med den dejligste fred i hjertet,  og veerne blev bare bedre og bedre gennem en Irma-tur og en tur i legetøjsforretning for at finde en storebrorgave.

Baby syntes det var spændende at stå lidt afgledet med hovedet, så jeg var 7 cm åben, -længe!

Men da vandet blev taget gik der kun to veer, og så fik jeg pressetrang og tog selv imod en svømmende viking i badekarret i stuen, kl. lidt over ni. Tak tak for dig.

Kh Inge Wemmelund. Jordemoderstuderende.

 

Fra Louise

Jeg fik barn sent i mit liv. I den sårbare proces hvor nye tanker pludselig melder sig ‘hvad nu hvis jeg ikke kan’ – ‘er det normalt at få det sådan’ var Lone min faste klippe.

Osende af moderlighed, føler jeg, at hendes væsen har påvirket min egen moderlighed og tilsammen med hendes behandlinger modnet mig på flere planer. Lones fagligt brede værktøjspalette, giver en fornemmelse af, at lige meget hvad jeg kommer med – kvalme, ængstelighed, træthed, vand i kroppen… så ved hun hvor og hvordan hun skal sætte ind. Dét er tryghed – i hvert fald for mig.

Lone, det er et rum hvor jeg kan være helt mig selv.

Louise Breyen, mor til Herman.

 

 

Fra Maja

Kære Lone

 Jeg gik over tid i min første graviditet og fik en tid til igangsættelse på hospitalet.

Jeg var ikke meget for at skulle sættes i gang medicinsk, fordi jeg ønskede et så naturligt fødselsforløb som muligt uden unødvendige medicinske indgreb- og heldigvis fik jeg en tid hos dig til igangsættende zoneterapi og akupunktur.
Jeg fik behandling mandag og torsdag – og torsdag aften gik fødslen i gang!
På barselsgangen sendte jeg dig en taknemmelig tanke; min søn var kommet til verden med et startskud af behandlingerne med nåle og tryk –en helt naturlig hjælp til min krop til selv at begynde fødslen.
Så her under min anden graviditet har jeg igen haft glæde af din behandling; denne gang i et længerevarende modningsforløb.
Igen gik jeg et godt stykke over tid og var lidt nervøs.
Men formiddagen efter den sidste behandling gik fødslen i gang, og endte med at blive den perfekte hjemmefødsel, jeg havde drømt om.
Min datter kom til verden på gulvet i vores soveværelse – og jeg sender dig atter en meget taknemmelig tanke.
Tak for de gode og virkningsfulde behandlinger; jeg håber, at mange gravide vil finde vej til dig.
Kærlig hilsen Maja Halberg

Back To Top