Det er vinter – og du må gerne være langsom
Det er mørkt og koldt og det er ikke nu, du har sommerenergi.
Når det er januar og mørkt og koldt, er energien det samme. Alt er stille og afventende. Energien og naturen er introvert og det må du også gerne være. Mange ser januar som en rampe, vi kan sætte af på. Med fuld kraft forventes vi at holde den energi, som en start på året og som en målestok for, om det vi gør, er godt og rigtigt – nu er vi i gang.
Men ude i naturen, nede i jorden, der hvor frøene ligger og venter, er der ingen vækst. Alt har taget farten af og er afventende. Selvom vi kan gå inden døre, ind i varmen, er det stadig mørkt udenfor. Vi er en del af den cyklus, især her nordpå. Jeg er overbevist om og kan mærke, at jeg trænger til ro og eftertænksomhed på den tid af året. Jeg giver mig hen til min trang til at være langsom og indadvendt.
Når det er vinter, er alt i dvale eller putter sig og venter på forår og mere energi. Det må du også gerne. Vi er natur og en del af de skiftende årstider. Det er koldt og du må gerne være langsom. Gå ind, spis varm mad og varm dig i selskab med dem du elsker. Lad op, det er nu alle frø i jorden gør sig parat, men de spirer ikke endnu. Det kommer.
Lad din energi modne, det er ikke nu du skal have sommerenergi.
Tag korte dage – hvis du kan. Læs en ekstra godnathistorie for den lille, eller for din partner. Du behøver ikke gå i hi, men tag den med ro. Søg indad og nedad. Lad din energi modnes.
Sæt barren ned, du bestemmer selv dit succeskriterie. Sæt det, hvor det er nemt at nå – det er vinter og koldt og du har tilladelse til at være langsom. Kram dem du elsker og find ind i en stilhed der rummer hele dig. Kram og berøring nedsætter vores stress og får os til at trække vejret dybere og roligere.

