Ægløsning
Stol på din krops signaler og tag dem seriøst.
Tester du din ægløsning?
Mange kvinder oplever øget lyst, tyngde i underlivet og æggehvideagtigt udflåd når de har ægløsning. Alt sammen tegn på, at nu er det nu kroppen topper. Måske ikke alle 3 ting hos alle kvinder, men noget er anderledes, der, ca. midtvejs mellem menstruationerne.
Når det vigtigste i hele verden, er at blive gravid, ville det være fantastisk at kunne ”regne den ud”. Så ville vi vide hvornår chancerne var størst og kunne time sex med partneren. Det burde være så let, kan vi nemt komme til at tænke. Men i vores forsøg på at ”regne den ud”, kan det ske, at vi kommer til at fjerne os fra vores indre stemme, den fornemmelse for, at kroppen godt ved hvad den skal.
Vi er vant til at kunne kontrollere og tjekke de fleste ting i vores moderne liv og når vi så ikke lykkes med det vi gerne vil, kan vi nemt komme til at føle skyldfølelse og ”forkerthed”. For så har vi jo ikke gjort det rigtigt, eller gjort nok. Det kan føles stressende.
Men sagen er, at det ikke kun handler om at ramme en ægløsning. I mødet mellem ægget og sædcellen foregår der en udvælgelse fra æggets side og et kapløb mellem sædcellerne, som vi ingen indflydelse har på. Og selvom de mødes og ægget lader en sædcelle smelte sammen med sig, så skal alle de mange celledelinger også ramme plet. Rigtig meget kan sno sig forkert og resultere i, at det ikke sætter sig fast eller går til grunde. Alle celler kan have skader, der gør at de ikke er levedygtige og derfor ikke kan gro. Med andre ord, så er meget af det der sker ved en undfangelse, helt ude af dine hænder.
En del af de kvinder der går hos mig, kommer helt unødvendigt til at stresse sig selv, ved at teste for ægløsning igen og igen flere gange i den samme cyklus, måned efter måned.
Mit råd er, at når der først er konstateret en ægløsning, 2 eller 3 cyklus i træk, så stop med at teste og vend dine sanser indad. Ved hver cyklus skal der lægges mærke til hvilke ægløsningstegn der er og det er dem, der nu skal navigeres efter.
Gå med din lyst. Det er så vigtigt når man gerne vil være gravid, at der er plads til lysten. I de perioder i cyklus hvor lysten opstår meget spontant, er det ofte sammenfaldende med dagene omkring ægløsning. Når vi er spontane og kan nyde sex og berøring, tændes der også for alle de gode hormoner, som sænker vores stressniveau og styrker nærværet og følelsen af samhørighed. Brug lysten – og nyd den.

