skip to Main Content

Ved du hvad “kogtvandsklude” er?


Det vidste jeg ikke, da jeg for snart mange år siden fødte min søn og havde rigtig svært ved at få amningen til at fungere.

Det gjorde ondt – som i ”ind i h……” ondt.

Det skønne lille smukke væsen jeg havde født, ville gerne ligge ved brystet hele tiden, men han kunne ikke rigtig få ved. Jeg brugte suttebrik og det hjalp ham, han fik mad og blev mæt og glad.

Men det hjalp ikke mig.

Jeg havde sår på mine brystvorter, de var ret dybe og hver gang jeg lagde min søn til, blev såret åbnet og jeg skreg indvendigt med tårerne i frit flow.

Det der skulle til var, at sårene fik lov til at hele, men hvordan?

Ved at holde brystvorterne fugtige, kunne sårene lukke uden at danne sårskorper og det er her kogtvandskludene skal bruges.

Klip bløde klude ca. 10×10 cm. store. Det kan være fra et gammelt viskestykke eller et slidt pudebetræk, gerne noget der er blødt og forvasket. Læg 4-5 klude i en lille gryde, hæld vand på og kog dem i 5 minutter.

Lad dem køle ned.

Du skal bare lade dem ligge i gryden og lægge låg på, eller en tallerken over og lade den stå på køkkenbordet.

Når du har ammet, tager du en ren afkølet klud og lægger den sammen to gange så den er 5×5 cm. og i 4 lag. Pres det overskydende vand af og læg kluden hen over brystvorten. Hvis du gerne vil have et ammeindlæg ud over, så gør du det og lukker så BH’en om hele molevitten.

Du kan bruge hver klud et par gange, men læg én på efter hver amning.

Det er fugten der forhindrer såret i at danne skorpe og lader det hele op fra bunden. Hvis du bruger kludene i en uge eller to, burde du kunne slippe dem igen og have hele brystvorter og smertefrie amninger.


Back To Top